Henter indhold
De første patienter kunne søndag d 13. februar tage det nye regionshospital i Gødstrup i brug. Hospitalet er bare ét af de mange nye sygehusbyggerier, der i disse år er planlagt med det formål at give et bedre og mere sammenhængende patientforløb, øget effektivisering og højere kvalitet.
De tre flyttekoordinatorer på Blodprøver og Biokemi samt Blodbanken vil dele deres tanker og erfaringer med flytning fra de to hospitaler i Holstebro og Herning til et nyt, moderne hospital.
Hvor starter man, når så stort et projekt skal planlægges, og hvordan flytter man et helt hospital på blot 2 uger? Et godt team, grundig forberedelse, de rigtige værktøjer og ikke mindst troen på projektet, er vigtige faktorer for at komme i mål. Det er ikke prøvet tidligere i Danmark, og udfordringerne stod i kø. Projektet lykkedes og er en succeshistorie, vi gerne ser tilbage på. Hvilke erfaringer har vi gjort os - de gode og de mindre gode?
Nye sygehusbyggerier er pålagt et effektiviseringskrav på 8 procent. For at kunne imødekomme dette krav forudsættes det, at potentialet i nye teknologier bliver tænkt ind i sygehusbyggeriet med det formål at automatisere arbejdsgange, der kan frigøre personaleressourcer til andre opgaver. I Gødstrup anvendes der robotløsninger til transport af varer og affald, sengeautomater, rørpostsystemer til transport af blodprodukter, blodprøver og medicin samt app til bestilling af mad.
Som en del af denne automatiseringsstrategi har Blodprøver og Biokemi haft fokus på at automatisere blodprøvernes gang fra blodprøvetagning i klinikken, til svaret foreligger i EPJ. Det har betydet, at meget fagligt analyseudstyr er blevet samlet i en ny analysehal for på den måde at kunne koble analyseudstyrene med et transportbånd, som samtidigt har forbindelse til hospitalets rørpostsystemer. Ændringen har haft stor indflydelse på personalets arbejde med analysering af blodprøverne. Det kræver langt mere overvågning, og en samling af de mange funktioner i analysehallen kan udfordre det at bevare overblikket i en travl hverdag.
Som de første i Danmark har laboratorier på SDU fået bæredygtighedscertificering fra My Green Lab.
Hør projektleder Marianne Due fortælle om rejsen hen imod en certificering. Det er blandt andet lykkedes medarbejderne at reducere energiforbruget markant og øge den cirkulære økonomi omkring deres plastforbrug.